Undgå svindel: Er det din chef, som beder dig om at overføre penge?
I takt med at juletravlheden nærmer sig i din virksomhed, stiger risikoen for, at din virksomhed rammes af digital svindel. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på kriminelle, som forsøger at udnytte travlheden i din virksomhed til at lave såkaldt CEO-fraud.
CEO-fraud, eller på dansk "direktørsvindel", er en type e-mailsvindel, hvor en svindler udgiver sig for at være direktør eller en nøglemedarbejder i virksomheden. Formålet er at narre virksomheden til at overføre penge eller sende fortrolige oplysninger til svindleren.
Svindleren har i nogle tilfælde hacket direktørens/medarbejderens e-mailkonto. Dermed kan svindleren ud fra tidligere e-mails kopiere direktørens sprogbrug og e-mailopsætning, så det næsten er umuligt at opdage. Ofte vil svindleren også kontakte virksomheden telefonisk og udgive sig for at være en troværdig person for at bede om, at overførslen fremskyndes.
Gode råd:
- Dobbelttjek altid pengeoverførsler
Inden du overfører penge til en konto, så ring til chefen, der er afsender på e-mailen, og få bekræftet, at det er rigtigt nok. Du skal ikke besvare den e-mail, du har fået. - Fastlæg klare procedurer for pengeoverførsler
Sørg for, at virksomheden har en klar procedure for, hvordan pengeoverførsler skal håndteres, for eksempel at der altid skal være to til at godkende overførsler over et vist beløb. Sikr dig dernæst, at proceduren bliver overholdt. - Tjek, om overførslen virker normal
Er pengeoverførslen på nogen måde unormal? Er modtagerlandet for eksempel Kina, skal du være ekstra opmærksom. Træn medarbejderne i at holde øje med, om noget afviger fra normalen. - Informer medarbejderne om CEO-fraud
Fortæl medarbejderne om CEO-fraud for at sikre, at alle er opmærksomme på, at de kan blive udsat for svindel.