Hvilket lån skal du vælge, når du laver et forældrekøb?

Lån med rentebinding på 5 år eller en fast rente i 30 år kan være oplagte valg, hvis du køber en bolig til dit barn. Det forventes, at der kommer nye skatteregler fra 2021, som kan have betydning for dig. Få overblikket her. 

Ikke alt er blevet vendt på hovedet af den igangværende corona-krise. Sommerens komme er desværre også i år ensbetydende med udfordringer med at finde en fast bopæl til de mange studerende, der snart får at vide, hvilken uddannelse de er optaget på. 
  
”Det er bestemt ikke mit indtryk, at studerende har fået lettere ved at få fingrene i et kollegieværelse eller en lejelejlighed, siden jeg selv begyndte at studere i 2006. Så der er ikke noget at sige til, at forældre gerne vil hjælpe deres børn med at få en stabil base midt i en stor omvæltning – ofte direkte fra barndomshjemmet og til en tilværelse på egen hånd”, siger Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit. 

Billigt at låse renten i hele lånets løbetid

Langt de fleste boligkøbere vælger lån med fast rente i 30 år. Renten er nemlig meget lav for tiden. Med et lån med fast rente kender du dine rentebetalinger i hele lånets løbetid, uanset hvad der sker, og uanset om du beholder lejligheden i 5, 10 eller flere år.  
 
”At vælge et lån med fast rente er et godt og sikkert valg for mange, og det er i dag meget billigt at sikre renten i lånets løbetid i forhold til for bare få år siden. Du betaler ikke meget mere i rente for at få maksimal sikkerhed for din rente, og det får mange til at vælge netop dén låntype for tiden”, forklarer Sune Malthe-Thagaard.  
 

Lån med 5 års rentesikring kan være oplagt

Selvom lån med fast rente i øjeblikket er mest populært hos boligkøberne, kan et lån med fx en femårig rentesikring, et F5-lån, passe rigtig godt med tidshorisonten for nogle forældrekøb. Mange køber en lejlighed til deres børn, når de skal begynde på en uddannelse. Og en del længerevarende uddannelser i Danmark tager fem år. Så kender man sin rente på lånet til forældrekøbet de næste fem år, mens sønnen eller datteren studerer.  
 
”F5-lånet kan for mange være et oplagt valg til et forældrekøb. Med et F5-lån sikrer du dig p.t. en meget lav rente i de næste fem år, og i øjeblikket får du faktisk en rente, der er negativ. Hvis du ved, at dit barn skal studere de næste fem år, kan du med et F5-lån sikre en lav rente i hele studieperioden”, siger Sune Malthe-Thagaard og tilføjer med et glimt i øjet:  
 
”Min uddannelse var også 5-årig på papiret, men det tog mig altså 6 år, før jeg var færdig. Officielt fordi jeg havde spændende studiejobs imens. Men mere uofficielt også fordi jeg gerne ville have tid til at gå i byen og have det sjovt. Hvis dit barn også er lidt længere om studiet end normeret tid, så kan du heldigvis tilpasse rentebindingen, når lånet skal rentetilpasses efter 5 år.” 
 

Forældrekøb bliver formentlig lidt mindre skattemæssigt attraktivt

Det forventes, at der kommer nye regler fra 2021, hvorefter det fx ikke længere vil være muligt at få et forhøjet fradrag for renteudgifter på lånet, når boligen lejes ud til nærtstående, fx dit barn. Det skyldes en politisk aftale fra sidste år om, at den særlige Virksomhedsordning ikke længere må bruges. Aftalen udmøntes dog først til efteråret, hvor den politiske aftale skal udmøntes i et egentlig lovforslag. 
 
”Aftalen forventes at medføre, at nogle forældrekøbere fx kan trække mindre fra i skat, fordi fradraget for renteudgifter i reglen er lavere, når man ikke kan anvende Virksomhedsordningen. På den måde sidestiller skattemyndighederne forældrekøbere med almindelige boligkøbere. I dag er renterne dog så lave, at det ikke vil få meget store konsekvenser for de flestes renteudgifter efter skat. Men du skal selvfølgelig have det med i dine overvejelser. Og hvis du vælger et lån med variabel rente, vil en eventuel rentestigning senere hen slå lidt mere igennem på din privatøkonomi end ved de gamle regler. Dog ikke mere end på et lån i din egen bolig”, siger Sune Malthe-Thagaard. 
 
Forældre vil fortsat kunne købe en lejlighed og udleje den til deres børn, men de vil altså ikke kunne opnå særlige skattemæssige fordele. Du kan evt. tale med en revisor om, hvilke muligheder du har, så I sammen kan finde den løsning, der passer bedst til din økonomi. 
 

Mange forhold spiller ind ved lånevalg

Ud over tidshorisonten for dit forældrekøb og nye skatteregler spiller mange forhold ind på, om det er et fastforrentet lån, et F5-lån eller et helt andet lån, der er bedst for dig. Der kan også være forskellige muligheder at sammensætte finansieringen af forældrekøbet på. Ud over at optage lån i forældrekøbsboligen kan det også være, at du har mulighed for at optage lån i en eventuel friværdi i din egen bolig eller bruge af en evt. privat opsparing. Det og meget andet kan din rådgiver i sparekassen hjælpe dig med.

 

Læs mere om forældrekøb