
Rentetilpasning – januar 2026
Fristen for at ændre på dit lån er den 31. oktober 2025, så tag gerne fat i din rådgiver allerede nu, hvis du ønsker at ændre på dit lån, eller hvis du er i tvivl om dine muligheder.
Her kan du læse Totalkredits forventninger til den kommende rentetilpasning, afhængigt af hvilken låntype du har.
Læs også: Hvad er rentetilpasning?
Vælg din låntype
F3 og F5
Forventninger til renten
Oplevelsen af de nye renter til næste år bliver forskellig, afhængig af om du har et F3- eller et F5-lån, selvom F3- og F5-renterne forventeligt kommer til at ligge meget tæt på omkring 2,3-2,5 %.
Skal du have rentetilpasset et F3-lån, er renten i dag lidt lavere end for små tre år siden, da den blev fastsat til over 3 %. Du kan dermed se frem til et lidt billigere lån.
Da F5-lån blev rentetilpasset for fem år siden, var renterne negative. Det har dem med et F5-lån fra dengang haft glæde af siden, mens renterne på nye lån er steget markant siden 2022. F5-renten er dog lavere nu end for to år siden, da den toppede over 3,5 %.
Det kan du overveje
Du kan overveje at øge din rentebinding og lægge lånet om til et fastforrentet lån. Renten er ganske vist højere end det, vi forventer, F3- og F5-renten lander på, men så kender du din rente i al den tid, du har lånet. Det kan være noget for dig, hvis du er nervøs for, at de rentestigninger, vi så for ca. tre år siden, vil ske igen i de kommende år.
Du kan også forkorte din rentebinding, hvis du tror på, at renterne bliver lavere end nu inden for en kort årrække. Så skal du blot være forberedt på, at renten omvendt også kan stige inden for kort tid.
F-kort
Forventninger til renten
1. januar 2026 skal 9.500 boligejere i Totalkredit have refinansieret deres F-kort-lån. Det betyder, at lånet får et nyt rentetillæg. Er du en af disse boligejere, forventer vi, at dit nuværende rentetillæg på 0,45 % stiger til 0,6 %, når obligationerne skal sælges på auktion til investorer på de finansielle markeder.
Rentetillægget lægges oven i en markedsrente, og samlet udgør de den F-kort-rente, du som boligejer betaler. Markedsrenten er en seksmåneders rente, den såkaldte CITA6-rente, og den styres af, hvordan investorerne på de finansielle markeder forventer, at renterne udvikler sig i det kommende halve år.
Investorerne forventer, at Den Europæiske Centralbank mere eller mindre er færdig med at sætte renten ned i den kommende tid, og det betyder, at CITA6-renten formentlig ikke ændrer sig mærkbart fra det nuværende niveau.
Hvis investorerne får ret i deres forventninger, vil boligejere med F-kort-lån skulle betale næsten samme rente i det nye år som nu. For dig, der nu skal betale et lidt højere rentetillæg, kan det derfor betyde, at du skal betale lidt mere.
Husk fristen den 31. oktober 2025
Hvis du er bekymret over risikoen for, at renten kan stige yderligere i fremtiden, eller hvis du ønsker at få en fast rente på dit lån, bør du tale med din rådgiver i Sparekassen Danmark. Der er mange muligheder for at få et lån med den renteprofil, du har det bedst med.
Er du glad for det lån, du har i dag, behøver du ikke gøre noget. Renten bliver nemlig automatisk tilpasset den 1. januar 2026.
Kontakt din rådgiver i god tid, for du har kun frem til udgangen af oktober, hvis du vil ændre på dit lån.
Denne artikel er en redigeret version af Totalkredits artikler 17.000 boligejere med F3- og F5-lån får ny rente næste år og 9.500 boligejere med F-kort-lån får nyt rentetillæg.
Book et møde
Udfyld formularen herunder, og en af vores rådgivere vil kontakte dig hurtigst muligt for at aftale et mødetidspunkt.