Peer i spidsen for ny afdeling: Erhverv Vejle-Fredericia
Flere kolleger er på vej, men ved åbningen af Erhverv Vejle-Fredericia ser holdet således ud, fra venstre: Afdelingsdirektør Peer Bach Nielsen, erhvervskundecheferne Christian Møller Aasted og Henrik Ullum samt erhvervssupporter Claus Flak Christensen.
Sparekassen Danmark udvider med Erhverv Vejle-Fredericia
Han har arbejdet som finansiel rådgiver og som leder i lokalområdet siden 1991 – Peer Bach Nielsen, der nu er tiltrådt som afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks ny-oprettede afdeling; Erhverv Vejle-Fredericia.
- Sparekassen Danmarks værdier passer lige til mig. Sparekassen ønsker, at medarbejderne engagerer sig i deres lokalområder, og når vi planlægger at mødes med en kunde, indretter vi tid og sted efter, hvad der passer kunden, siger Peer Bach Nielsen.
Han har gennem årene altid været aktiv i lokale foreninger, netværksgrupper og formelle organisationer som Business Vejle, Business Fredericia og Business Middelfart.
- Desuden har jeg en stor berøringsflade i trekantområdet inden for erhvervsvirksomheder, revisions-, advokat- og mægler-branchen, fastslår han.
Afdeling vil vokse
Den nye erhvervsafdeling er ved starten bemandet med tre medarbejdere ud over Peer Bach Nielsen.
De tre har hidtil siddet i sparekassens afdeling i Fredericia.
- Nu er vi flyttet sammen i Vejle, men det vigtigt at understrege, at vi stadig holder møder med vores kunder i Fredericia afdeling, påpeger Peer Bach Nielsen.
I den kommende tid vil bemandingen i Erhverv Vejle-Fredericia blive forøget med endnu et par medarbejdere, som sparekassen er gået i gang med at rekruttere.
I to etager
Det var i 2018, at Sparekassen Danmark – dengang som Jutlander Bank – slog sig ned i Vejle med en privatkundeafdeling på adressen Havneparken 1.
Afdelingen begyndte i stueetagen, hvor pladsen hurtigt blev for trang, og så flyttede den i større lokaler oppe på 1. sal. Nu er den nye erhvervsafdeling så flyttet ind i sparekassens oprindelige lokaler i stueetagen.
Sparekassen forbereder at forbinde de to afdelinger med en intern trappe.
Om afdelingsdirektøren
Peer Bach Nielsen startede sin karriere i den finansielle sektor i Danske Bank i 1984. I 2001 skiftede han til Jyske Bank, og i 2016 til Handelsbanken, hvor han var stedfortræder i bankens erhvervscenter i Vejle.
Han bor med sin kone i Vejle. Sammen har de to børn og et barnebarn – med barnebarn nummer to på vej.
Tidligere har han spillet fodbold, men et kunstigt knæ har nu flyttet ham fra fodbold- til golfbanerne.
En del af fritiden tilbringer familien i deres sommerhus i Søndervig.