Traditionsklubben B.93 og Sparekassen Danmark indgår langvarigt samarbejde
Sparekassen Danmark bliver ny hovedsponsor for B.93, og samarbejdet skal være med til at fastholde den gode udvikling af B.93 til gavn for klubbens mange medlemmer.
Hos B.93 glæder fodboldformand Flemming Lauenborg sig over det nye samarbejde:
”Der hersker ingen tvivl om, at dette samarbejde mellem Sparekassen Danmark og B.93 sætter nye standarder i vores klub, hvor vi virkelig har mærket et engagement i at få løftet hele klubben – lige fra drenge til piger, bredde til elite og børn til seniorer. Vi glæder os utroligt meget til de næste mange år, hvor vi i fællesskab skal løfte hele klubben.”
Administrerende direktør for B.93 Kontrakt Fodbold Patrick Hyldgård glæder sig også over samarbejdet, som han betegner som historisk:
”I dag er en historisk dag for B.93. Ikke tidligere har vi lavet et så omfattende samarbejde, hvor hele klubben bliver tilgodeset. Det er for os et kæmpe vidnesbyrd om, at vi som institution er interessant for store nationale brands, der er vant til at arbejde professionelt med sportsbranding, og det kan vi godt klappe os selv på skulderen over. Nu skal vi have løftet vores kommercielle produkt i samarbejde med Sparekassen Danmark over de næste mange år, og det er en rejse, vi som klub glæder os utroligt meget til.”
Ser muligheder i København
Sparekassen Danmark er vokset til at være landets 8. største pengeinstitut og samtidig Danmarks største garantsparekasse. Sparekassen har 54 afdelinger og ca. 1.200 ansatte – herunder fire afdelinger i København, der har til huse på Rådhuspladsen, Gammel Strand, Amagerbrogade og Falkoner Allé på Frederiksberg.En garantsparekasse har ingen ejere eller aktionærer, som forventer at få et årligt udbytte eller afkast. Sparekassen kan i stedet kanalisere overskud tilbage til samfundet blandt andet i form af små og store sponsorater til lokale foreninger og ildsjæle. Der findes desuden en række Sparekassen Danmark-fonde, hvor det er ambitionen, at man i fremtiden skal kunne donere op til 100 millioner kroner årligt til almennyttige og velgørende formål.
Henrik Winther, regionsdirektør for Sparekassen Danmark i København, fortæller:
”Vi håber, at samarbejdet med B.93 kan være med til at styrke kendskabet til Sparekassen Danmark og sparekassemodellen i hele hovedstaden. Med fire afdelinger er vi allerede godt etableret i København, men vi er langtfra færdige. Der er stadig områder i København, som kunne have gavn af en Sparekassen Danmark-afdeling.”
Sparekassemodellen giver frihedsgrader
I Sparekassen Danmark håber man også, at det nyslåede samarbejde med B.93 kan være med til at udbrede fordelene ved at være kunde i en sparekasse versus en bank.”Vi mener selv, at vi har rigtig meget at tilbyde københavnerne. At vi er en sparekasse fremfor et aktieselskab, giver os et stort råderum til at gøre tingene anderledes end bankerne. Vores rådgivere har stor frihed til at finde de rigtige individuelle løsninger til deres kunder, og vi har stor mulighed for at vægte vores samfundsansvar højt. Sagt lidt flot kan man hos os både vælge sit pengeinstitut med hovedet og med hjertet. Vi er altid klar til at tage imod både privat- og erhvervskunder, og med næsten 4.000 medlemmer hos B.93 håber vi selvfølgelig også at se nogle B.93-ere i vores afdelinger,” siger Henrik Winther med et smil.
Regionsdirektøren kan i hvert fald se flere ligheder mellem den københavnske fodboldklub og Sparekassen Danmark:
”Det er en fornøjelse at komme på Svanemølleanlægget, når der er aktivitet på banerne. Der arbejdes hårdt, men stemningen er altid præget af glade ansigter og fællesskab. En kultur, jeg også kender fra sparekassen. Vi glæder os over samarbejdet.”