Skrot dit oliefyr og få 10.000 i tilskud fra Totalkredit
Totalkredit gør det billigere for de mange boligejere med oliefyr at gå over til en mere klimavenlig og billigere opvarmningskilde af boligen. De hurtigste 3.000 boligejere kan nemlig få et skattepligtigt tilskud på 10.000 kr. til at skrotte oliefyret.
Skær godt 11.000 kr. af varmeregningen om året
Her i de kolde vintermåneder bliver der skruet godt op for radiatorerne, og for cirka 70.000 boligejere er boligen opvarmet af et oliefyr. Skifter du oliefyret ud med eksempelvis en varmepumpe, så vil du kunne varme dig ved tanken om en markant lavere varmeregning og et mindre klimaaftryk.
For et typisk hus skrumper varmeregningen med godt 11.000 kr.* om året ved at skifte oliefyret ud med en varmepumpe. Udskiftningen til en varmepumpe er også en økonomisk udskrivning af de større, men du kan søge om tilskud, der gør investeringen mere overskuelig.
Nye tilskud
Totalkredit giver nemlig et skattepligtigt tilskud på 10.000 kr., hvis din bolig ligger uden for et område udlagt til fjernvarme, og du dropper dit oliefyr til fordel for en varmepumpe. Du skal blot have et lån fra Totalkredit i boligen.Tilskuddet gives dog kun til de første 3.000 boligejere. Vi har i Totalkredit allerede delt 760 værdibeviser ud, så du skal skynde dig, hvis du vil have fingrene i tilskuddet.
Derudover kan du søge statens bygningspulje om tilskud til en varmepumpe. Tilskuddet ligger på mellem 22.000 og 45.000, og afhænger af størrelsen på dit hus, samt hvilken varmepumpe du vælger. Staten åbner for ansøgninger til puljen for 2021 i løbet af første kvartal.
Samlet skærer Totalkredit og Bygningspuljens tilskud en betragtelig luns af udgiften til en varmepumpe.
Tjek din bolig i energiberegneren
Overvejer du som boligejer at skifte dit oliefyr ud med et mere klimavenligt alternativ, kan det være en god ide at undersøge, om det kan være en del af en større renovering. Her kan du med fordel taste din adresse ind i Energiberegneren og få et bud på, om der er andre investeringer, der kan mindske dit energiforbrug i boligen.
Du kan også søge Bygningspuljen om tilskud til andre energiforbedringer af boligen, eksempelvis bedre isolering og udskiftning af vinduer.
Tag en snak med din rådgiver
Du bør tage fat i din rådgiver i sparekassen for at høre, hvordan du kan finansiere investeringen i energiforbedringer. Du behøver nemlig ikke nødvendigvis at tage penge op af lommen, da besparelsen på varmeregningen ofte sagtens kan betale ydelsen på et lån og samtidigt give flere penge i hverdagen.
*Kilde: Videnscentret Bolius