Sparekassen Danmark lejer sig ind i markant bygning på Hjultorvet centralt i Viborg
Den klassiske bygning på Hjultorvet centralt i byen blev oprindeligt bygget til Danmarks første kreditforening. Senere flyttede Hedeselskabet ind. Og sidst har den markante bygning huset Viborg Museum. Næste beboer bliver Sparekassen Danmark.
Sparekassen har nemlig nu underskrevet en lejekontrakt med ejeren af bygningen, Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning. Nu forestår en større renovering af ejendommen, der er fredet. Der må altså forudses en lang sagsbehandling hos diverse myndigheder, inden en byggetilladelse kan komme i hus. Derfor er forventet indflytning ikke planlagt til førend 1. juli ... 2023.
Lejekontrakten blev underskrevet under overværelse af journalist Niels-Christian Jønsson fra Viborg Stifts Folkeblad. Han fik blandt andet historien om, hvordan sparekassen vil være tilgængelig med personlige rådgivere, der kender deres kunder og derfor kan give hurtige svar på henvendelser. Dette bekræftede - uopfordret - de to repræsentanter for Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning. Selskabet er nemlig kunde i sparekassen.
Planen er, at den nye afdeling både skal huse en privatkundeafdeling og et erhvervscenter med tilsammen op til 30 medarbejdere, der får 1146 kvadratmeter at brede sig på. I øjeblikket er Viborg alene en privatkundeafdeling med en mindre erhvervsportefølje - og 8 medarbejdere.
På billedet ses fra venstre: Regionsdirektør Lars Nørby Rasmussen fra Sparekassen Danmark, Benny Tholstrup fra Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning, Palle Kjeldgaard-Christiansen fra Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning og afdelingsdirektør Christian Holm Forsberg fra Sparekassen Danmark.