Tror du på myterne om investering?
Mange danskere tøver med at investere
Det kan give tryghed at have penge på kontoen. Men når indlånsrenterne er lave, og inflationen er højere, bliver formuen langsomt udhulet. Derfor kan investering være en måde at bevare din købekraft på.
Alligevel har danskerne i gennemsnit flere hundrede tusinde kroner stående på deres konti. Det kan der være mange årsager til, og nogle af dem skal måske findes i de mange myter, der hersker om investering.
Her i artiklen gennemgår vi fem af de mest sejlivede myter. Måske er du også selv stødt på nogle af dem?
Hvor mange penge gemmer du i ”den øverste kommodeskuffe”?
Forestil dig, at din økonomi er en kommode:
- Øverste skuffe er til dagligdagen; husleje, regninger og de penge, du skal bruge her og nu.
- Midterste skuffe er til drømme inden for en overskuelig fremtid, måske en ferie eller en ny bil.
- Nederste skuffe er til de langsigtede investeringer.
Ser man på danskernes kommoder, er der i de senere år kommet mere og mere i den øverste skuffe. Ifølge Nationalbanken steg privatkunders samlede indlån i 2024 med 63 mia. kr. til i alt 1.191 mia. kr. Det svarer til, at hver voksen dansker i gennemsnit har 245.000 kr. stående kontant.
”Investering er svært.”
Som ny investor kan det virke uoverskueligt at finde ud af, hvad du skal investere i – og hvor meget. Men husk, at du ikke behøver at gøre det hele selv. Tænk på investering som et håndværk: Du kan godt kaste dig ud i et gør-det-selv-projekt, men de fleste får et bedre resultat med professionel hjælp.
Derfor kan det for mange være en fordel at starte med en blandet investeringsforening, der matcher din tidshorisont og risiko. Her får du automatisk en stor risikospredning, mens investeringsspecialister løbende plejer dine penge. En anden løsning er at kombinere blandede investeringsforeninger med selv at investere i enkelte selskaber.
”Det kræver en stor formue at investere.”
Slet ikke. I Sparekassen Danmark har vi et motto om, at investering er for alle – uanset om du har store eller små penge, er ung eller ældre, privatperson eller virksomhed. Det vigtigste er ikke størrelsen på beløbet, men at du kommer i gang. Vores erfaring er, at selv små skridt kan gøre en stor forskel over tid.
”Jeg orker ikke at holde øje med finansmarkederne.”
Det behøver du heller ikke. Faktisk er det sjældent klogt at kigge hver dag. Det vigtige er, at du har en plan for dine investeringer, og at du holder fast i den – også når båden vipper.
Husk på, at du som investor kan tænke på dig selv som medejer af de selskaber, du har investeret i. Hvis du ejede hele virksomheden, ville du nok ikke sælge den ved første bump på vejen.
”Jeg ved ikke, hvornår timingen er rigtig.”
Der findes ikke et perfekt tidspunkt at købe på. Men én ting er sikker: Nu er altid bedre end senere.
Mange vælger at investere løbende, for eksempel med et fast beløb hver måned. På den måde spreder du dine køb over tid: Nogle gange køber du, når markedet er lavt, andre gange, når det er højt. Det betyder, at du ikke behøver bekymre dig om at ramme ”det perfekte tidspunkt”.
”Investering er for risikofyldt.”
Investering indebærer altid en risiko. Derfor skal du aldrig investere penge, du får brug for lige om lidt. Her skal vi tilbage til skufferne: Prøv at kigge 3-5 år frem i tiden og overvej, hvilke større udgifter du står overfor – både på kort og på lang sigt. Penge, du ikke har et konkret mål for, kan du lægge i den nederste skuffe og investere, men kun så længe du har nok i skuffe 1 og 2.
Historisk set har aktiemarkedet givet et gennemsnitligt afkast på 6-7 % om året – selv med perioder med udsving og kriser. Så længe du spreder din risiko, er der altså stor sandsynlighed for, at dine penge vokser over tid.
Hvis du gerne vil beregne, hvornår din investering er fordoblet, kan du bruge ”the rule of 72”. Den går ud på, at du dividerer 72 med dit forventede årlige afkast. Resultatet viser dig, hvor mange år det cirka tager at fordoble din investering.
Eksempel: Med et årligt afkast på 7,2 % vil dine penge fordoble sig på ca. 10 år.
Kom godt i gang med at investere
Fælles for de fleste af os er, at vi har et ønske om at passe på vores penge. Men det er også præcis det, investering handler om – uanset om du starter med lidt eller meget.
Tag derfor en snak med din rådgiver, læg en plan i fællesskab og kom i gang på et niveau, der passer til dig.
Book et møde
Udfyld formularen herunder, og en af vores rådgivere vil kontakte dig hurtigst muligt for at aftale et mødetidspunkt.