På plads på Hjultorvet
”Vi oplever en stor kundetilgang – derfor søger vi nye kolleger til at tage fra”.
Det siger Lars Nørby Rasmussen, der er erhvervsdirektør i Sparekassen Danmark, i anledning af, at sparekassens medarbejdere i Viborg nu er flyttet fra Vestergade og ind i den historiske bygning på Hjultorvet.
Op til 30 arbejdspladser
”Lige nu er vi 19 personer, der arbejder i sparekassen på Hjultorvet, men vi søger allerede nu flere kolleger. På den lange bane regner vi med at blive 30 tilsammen i Erhvervscenter Viborg og privatkundeafdelingen”, fortæller Lars Nørby Rasmussen.
Han er erhvervsdirektør i en af sparekassen 10 regioner, Region Himmerland, der også omfatter Viborg. Som bosiddende i Bruunshåb gennem mange år og nu med adresse i Overlund har han fingeren på pulsen i det lokale erhvervsliv.
”Vi oplever en stor interesse for vores nye domicil. Og vi møder i byen stor anerkendelse af, at vi har lejet os ind på en mangeårig lejekontrakt med Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning, som i næsten to år har arbejdet på at få alle tilladelser i hus og renovere den fredede ejendom fra kælder til kvist”, fortsætter Lars Nørby Rasmussen.
Den statelige bygning blev oprindeligt bygget til Danmarks første kreditforening, senere flyttede Hedeselskabet ind, og sidst har Viborg Museum haft til huse her.
”Mens vi har ventet på at flytte ind, har vi ligget lidt underdrejet med hensyn til at lave arrangementer for vores kunder. Men nu er vi klar til en genstart i Viborg. Vi glæder os til at invitere så mange gæster som muligt ind at se vores nye, flotte lokaler”, siger Lars Nørby.