Sparekassen Danmark støtter nordjysk filmprojekt
Gennem de sidste tre år har Løkken været omdrejningspunkt for et meget usædvanligt projekt for området.
Her er det nordjyske filmselskab Dune Productions nemlig ved at lægge sidste hånd på filmen ’Os Der Lever’.
En film, der handler om livets gang i Vendsyssel, fortæller Anne Svejgård Lund, der har været instruktør, tekstforfatter og medproducer på filmen:
”Filmen er en kunstnerisk dokumentar, der handler om livet i et lille samfund. En film om et helt folk. I mange år har jeg gået og tænkt: Nordjylland er jo ”bare” (…), men der er virkelig en særegen kultur i Nordjylland. Det har en kæmpemæssig værdi og en sikkerhed, at vi kender hinanden. Det ville jeg gerne lave en film om,” siger hun.
Filminstruktør Anne Svejgård Lund (som ses stående på billedet) er efter flere år i udlandet flyttet hjem til barndomsegnen Vendsyssel. Til februar er hun aktuel med filmen 'Os Der Lever'. Foto: Dune Productions
Ny fortælling om nordjyderne
’Os Der Lever’ er blevet til i samarbejde med Musikkens Hus og CPH:DOX med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, Sparekassen Danmark og Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel.
Over 60 vendelboere har medvirket i filmen ’Os Der Lever’. Én af dem er Kjeld Pedersen - alias Murer-Kjeld – der blev kendt for at flytte Rubjerg Knude Fyr i 2019. Foto: Dune Productions
For produktionsselskabet bag filmen, Dune Productions, er målet med filmen at placere Nordjylland på landkortet. Både i forhold til at give de lokale en stemme, men lige så meget for at vise, at man også godt kan lave kvalitetsfilm langt væk fra hovedstadsområdet, fortæller Anne Svejgård Lund.
Af samme grund er filmen i videst mulig omfang produceret af lokale filmfolk.
”Vi savnede at se Nordjylland oppe på det store og højtidelige lærred. Med ’Os Der Lever’ håber vi derfor at kunne placere Nordjylland på landkortet. Målet har været at fortælle nogle andre historier om alle os, der bor her, og at sætte streg under, hvilken kaliber film vi kan levere herfra,” fortæller Anne Svejgård Lund.
Det nordjyske filmselskab Dune Productions ejes og drives af Anne Svejgård Lund (tv) og Nikkie Breinholt Dahm – begge bosat i Løkken. Foto: Dune Productions.
En hyldest til de små lokalsamfund
I Sparekassen Danmark er det en del af eksistensgrundlaget at støtte op om lokale ildsjæle, der gør en positiv forskel for de områder, hvor sparekassen tjener sine penge.Derfor var det oplagt at støtte op om Dune Productions, der brænder for at promovere et område af Danmark, hvor sparekassen har en stor del af sine afdelinger, fortæller Jan Skov, der er en del af sparekassens direktion.
”Lokal forankring er én af grundpillerne i sparekassens DNA. Derfor gav det rigtig god mening at støtte op om et projekt som ’Os Der Lever’, som i dén grad hylder de små lokalsamfund, dyrker fællesskabet og skaber lokale arbejdspladser,” siger Jan Skov.
Lydsporet til ’Os Der Lever’ leveres af Aalborg Symfoniorkester, der fremfører musikken live til filmens premiere i februar. Foto: Aalborg Symfoniorkester
Hos Dune Productions ser man også med begejstring på samarbejdet med Sparekassen Danmark:
”Filmfolk anskuer ofte partnerskaber med erhvervslivet som værende lidt svære at have med at gøre. Der er tit en mistro om, hvad man så skal gå på kompromis med. Men sådan har vi slet ikke oplevet det med Sparekassen Danmark. Helt fra begyndelsen har vi mærket en tro på projektet og en fornemmelse af, at vi har de samme interesser. Det har været virkelig fedt at mærke, så nu glæder vi os bare til at vise resultatet af det gode samarbejde,” siger Nikkie Breinholt Dahm, der har været medproducer på filmen.
’Os, der lever’ har premiere den 3. februar 2023 i Musikkens Hus i Aalborg.