Villa Kamma

Fra skrot til slot

Rasmus og Søren købte håndværkertilbud, ingen gad eje: Sådan ser det ud i dag



Under sloganet ”Make Kamma great again” har Rasmus og Søren kastet sig over et projekt, som nok kun de færreste kunne drømme om. At renovere en gammel villa på 300 m2 fra kælder til kvist. For at sælge den igen.

”I river det ned, ikk’ også?”

Det var en reaktion, som parret Rasmus og Søren Kousgaard Lermark mødte flere gange, da de i 2021 købte Villa Kamma. En 300 m2 stor villa fra 1895 på Strandvejen, nord for København.

For husets tidligere ejer gennem 40 år havde ikke gået synderligt meget op i at vedligeholde ”den ældre dame,” fortæller parret, der dog ikke lod sig afskrække af den grund.

De havde nemlig erfaringer med at totalrenovere et hus fra tidligere. Derfor slog de til og købte villaen, som havde været til salg i tre år.


Rasmus og Søren Kousgaard LermarkVilla Kamma er Rasmus og Sørens andet renoveringsprojekt. Nu drømmer de om at starte en virksomhed, der køber og renoverer gamle, slidte villaer med henblik på videresalg. Foto: Privat


”Ejendomsmægleren sagde til os: ’I har ikke købt et hus. I har købt en grund.’ Men vi valgte altså at beholde huset, for det var magisk flot. Vi så nogle muligheder, som andre måske ikke så,” fortæller Søren om villaen, som parret har brugt knap halvandet år på at renovere.

Undervejs i processen gik det også op for parret, at istandsættelsen af Villa Kamma potentielt kunne blive en god forretning. Derfor besluttede de sig undervejs for at sælge villaen igen efter endt renovering.

Bliv inspireret af Rasmus og Sørens projekt her – og lær af deres erfaringer med at renovere.

Villa Kamma før og efterPå Villa Kammas facade ses den vilde forvandling tydeligt. Billedet til venstre er fra maj 2022, mens billedet til højre er fra februar 2021. Foto: Privat


Hvad var det ved Villa Kamma, der overbeviste jer om at slå til?

”Beliggenheden først og fremmest. Huset ligger på Strandvejen i anden række med kig til Sverige og Hven, og når vi går ud af vores havelåge i baghaven, så er vi i skoven. Så det ligger ret fantastisk. Derudover var der bare noget herskabeligt over ejendommen, som tiltalte os, og som straks fik os til at tænke over, hvordan vi kunne forvandle den til en wauw-ejendom,” fortæller Rasmus.

Hvad mener I med en wauw-ejendom?

”Jamen en ejendom, hvor man får en wauw-oplevelse, når man kommer ind. Vi har for eksempel fået lavet et stort hul ned gennem gulvet, hvor der er en lysekrone, der snor sig rundt. Fordi det er det første, du møder, når du kommer ind og står og kigger op i det her meget høje hus. Vi har også fået lavet et bibliotek, fordi vi tænker, at det er noget, alle gerne vil have,” siger Rasmus.


Biblioteket i Villa KammaSpørger man Rasmus og Søren, vil de fleste mennesker gerne have et bibliotek. Derfor har parret fået snedkereret en indbygningsreol i den ene stue. Foto: Privat


Hvilke forudsætninger har I haft for at gå i gang med sådan et projekt, som vil være uoverkommeligt for mange?

”Vi har ingen byggetekniske forudsætninger overhovedet, men vi har lært rigtig meget af det sidste byggeri, vi har været igennem. Det var en rigtig god kravlegård for os. Og så har vi haft nogle dygtige håndværkere, som vi også har lært rigtig meget af. Men vores helt store styrke er, at vi er dygtige til at se muligheder og få idéer,” fortæller Søren.

Hvor får I inspirationen fra?

”Fra bolig- og renoveringsprogrammer på Netflix blandt andet. Vi sidder altid og siger, at når vi engang skal bygge vores eget hus, så skal vi have det og det. Men vi er ikke gået i gang med at bygge vores eget hus endnu,” fortæller Søren.


Ramus og Sørens bedste råd til dig, der overvejer at købe et håndværkertilbud


1. Lav et realistisk budget
”Pas på med at være for optimistisk, når du laver dit budget, og når du planlægger. For du vil overskride dit budget, og du vil blive forsinket.”

2. Tag tingene, som de kommer
”Der er mange, der har spurgt, hvornår vi er i mål. Og vi svarer altid: ’Når det er færdigt’. For det er stort set umuligt at kunne forudse et projekt som det her."

3. Find nogen at sparre med
”Det er rart at have nogle at sparre med undervejs. Vi har fx sparret rigtig meget med vores håndværkere om, hvorvidt der er smartere måder at gøre tingene det på, eller om der er noget, vi har overset. Og det har vi fået rigtig mange gode input ud af.”

4. Bo til leje, mens du bygger
”Vi boede midlertidigt i et anneks på 30 m2 i vores venners have med to hunde, og det var rigtig fint, og vi er rigtig taknemlige for, at vi kunne få husly hos dem. Men det var simpelthen for småt. Så hvis vi skal gøre noget lignende igen, har vi talt om at leje et hus, så vi bedre kan være i det imens.”


Hvad har spillet ind på de valg, I har foretaget?

”Efter vi besluttede os for, at huset skulle sælges bagefter, har vi tænkt meget i, hvad andre gerne vil have, og hvad der fungerer bedst for en familie med tre børn. Selvfølgelig lægger vi også vores egen stil i det. Vi laver de ting, vi synes er fede, men vi holder også lidt igen. Hvis vi selv skulle have boet her, ville jeg nok være gået med nogle andre fliser på badeværelset i stedet for de hvide, vi har valgt,” siger Rasmus.

”Rasmus ville gerne have nogle med palmeblade på,” tilføjer Søren.

”Ja, de var ret seje. De var sådan helt jungleagtige med papegøjer og chimpanser og alt muligt,” forklarer Rasmus energisk.


Badeværelset i Villa KammaI deres valg af farver og materialer har Rasmus og Søren forsøgt at ramme en stil, som de fleste andre gerne vil have. Badeværelset er eksempelvis holdt i hvide nuancer. Foto: Privat


De fleste, der har prøvet at renovere et hus fra kælder til kvist, siger, at de aldrig vil gøre det igen. Hvordan fik I lyst til at renovere endnu et hus?

”Vi brænder jo mega meget for at lave sådan noget her. At få det sat i stand og gjort lækkert. At få ting til at lyse op igen. At få det gjort energivenligt. At få olieregningen barberet væk. At få varmeregningen ned. Det skal gerne være noget, hvor man får noget x-faktor. Og så er det jo superspændende at planlægge og at finde ud af, hvad stilen skal være,” fortæller Søren.

Men hvordan kan I næsten nænne at sælge det?

”Ja, det spørgsmål får vi meget … Altså vi øjnede jo ret hurtigt, at det potentielt kunne blive en rigtig god forretning at renovere Villa Kamma med henblik på videresalg. Og da vi så kom lidt længere frem i processen, blev vi for alvor overbevist, da projektet blev vurderet langt over, hvad vi troede, det kunne sælges for. Og så kan vi jo godt lide selve byggeprocessen, selvom det selvfølgelig er hårdt arbejde. Men det glemmer man heldigvis hurtigt, når der står et færdigt hus,” siger Rasmus.


Villa Kamma renoveringRasmus og Søren har selv stået for nedrivning og for bortkørsel af materialer, men selve byggeprocessen har de haft håndværkere til. Foto: Privat


Hvordan har I brugt sparekassen undervejs i forløbet?

”Vi har selvfølgelig fået hjælp til belåningen og vurderingerne, og så har Line (Rasmus og Sørens rådgiver, red.) været en rigtig god sparringspartner. Hun er ret proaktiv og god til at få tingene til at ske. Line var for eksempel lynhurtig til at ringe til ejendomsmægleren for at få en fornemmelse af, hvad det var for en ejendom, vi var ved at købe, og hun fik ret hurtigt afklaret en masse ting, som gjorde det nemmere for os at komme videre,” fortæller Søren.

Hvad betyder det for jer, at jeres rådgiver kunne se potentialet i jeres projekt?

”Det er så dejligt at have en økonomisk rådgiver, der ser muligheder i stedet for begrænsninger. For er der noget, der kan give lidt uro i maven, er det jo økonomien omkring et byggeri som det her,” siger Søren.

”Ja, det handler om, at du har en medspiller, og det er bare alfa og omega for, at man overhovedet tør gå i gang med et projekt som det her. Hun siger jo ikke ja til noget, der ikke hænger sammen økonomisk. Så når hun flere gange har bekræftet os i, at det godt kan lade sig gøre, giver det en tryghed, og så tør man godt. Så det har været rigtig, rigtig vigtigt,” slutter Rasmus.


Køkkenet i Villa KammaI køkken-alrummet har Rasmus og Søren genbrugt husets gamle gulvspær i loftet for at give sjæl og charme til rummet. Foto: Privat


Se flere fotos af Rasmus og Sørens projekt på deres Instagram-profil villakamma.