Lucas fra Hjørring er Årets Unge Landmand 2025
En ung landmand med ambitioner og forretningssans
Titlen som Årets Unge Landmand gives til dem, der har modet og evnerne til at skabe fremtidens landbrug, og som viser vejen som positive rollemodeller.
At Lucas vandt titlen i 2025 kommer ikke bag på Rasmus Krogh Frost, der er landbrugskundechef i Sparekassen Danmarks landbrugscenter i Vendsyssel:
“Lucas er typen, der ikke gør noget uovervejet. Han regner tingene igennem og har en modenhed, man normalt ser hos folk med mange års erfaring. Det er derfor, vi troede på ham – og han har indfriet alle vores forventninger og mere til. Det er vi selvfølgelig meget stolte over,” siger Rasmus Krogh Frost.
Generationsskifterne er nødvendige for fremtidens landbrug
De succesfulde generationsskifter, som da Lucas i 2024 overtog Mellergård i Lørslev, er helt afgørende for landbrugets fremtid i Danmark. Gennemsnitsalderen i landbruget er høj, og i løbet af de næste år skal mange skifter falde på plads.
Et generationsskifte er en krævende proces for både den etablerede og den nye landmand. Men ifølge Poul Kristensen, landbrugsdirektør i Landbrugscenter Vendsyssel hos Sparekassen Danmark, følger der mange positive ting med:
”Der er mange ejerskifter foran os, som vi rigtig gerne vil have til at lykkes. Når de unge landmænd kommer på banen, giver det fornyelse, dynamik og nye måder at drive landbrug på. Vores opgave er at hjælpe dem med at komme godt i gang.”
Landbrugskundechef Rasmus Krogh Frost sammen med Lucas Brøsted foran Mellergård, som Lucas overtog i 2024. Foto: Privat
Vi finder vejen sammen
Generationsskifterne i landbruget er et område, der får stor opmærksomhed i sparekassen, fordi fremtiden i høj grad hviler i hænderne på de unge landmænd. Og spørger man Poul Kristensen, tegner fremtiden lys:
”Vi ser en generation af unge landmænd, der er både dygtige og velforberedte. De er godt uddannede og har et moderne syn på drift og ledelse. I sparekassen indstillede vi faktisk hele fire kunder til Årets Unge Landmand, og ud over Lucas Brøsted kom også Andreas Bygvraa i finalen. Det siger noget om den talentmasse, der er til stede.”
Og til spørgsmålet om, hvorvidt man skal kontakte sparekassen, hvis man går med tanker om et generationsskifte, svarer han:
“Man skal ikke holde sig tilbage. Kom og tal med os – vi gør alt, hvad vi kan, for at finde en vej. Og møder vi en ung landmand, der endnu ikke er helt moden til et generationsskifte, kommer vi med en konstruktiv tilbagemelding på helt konkrete områder, der kan arbejdes videre på. Det, synes vi også, er en del af vores ansvar."