Gode råd til sommerhuskøb

Gode råd til dig, der drømmer om at købe sommerhus

Drømmer du også om at drikke kaffe på terrassen foran dit eget sommerhus hen over sommeren, får du her inspiration til valg af lån i et uroligt rentemarked.

Efter nogle hæsblæsende år under coronakrisen er der igen kommet mere ro på markedet for sommerhuse.

Antallet af til salg-skilte er igen stigende, og der er dermed blevet lidt mere at vælge imellem. Renterne er også steget i det seneste år, og vi har i perioder haft store udsving i renterne fra måned til måned.

Det i sig selv bør dog ikke afholde dig fra at købe sommerhus. For selvom renterne er steget markant, er det sket fra et historisk lavt niveau. Det er derfor ikke dyrt at låne til et sommerhus set i et længere historisk perspektiv.

En langsigtet beslutning

Overvejer du at købe sommerhus, anbefaler vi at se det som en langsigtet beslutning, som du og din familie kan få glæde af i mange år fremover.

Selvfølgelig skal der være plads i budgettet, da der er en del faste udgifter forbundet med at eje et sommerhus. Og vigtigst af alt skal du finansiere sommerhuskøbet på den måde, du har det bedst med.

Der er mange gode muligheder for at finansiere herligheden med et realkreditlån, hvor du kan låne op til 75 % af sommerhusets værdi.
 

Gode råd til sommerhuskøb Inden du går på sommerhusjagt, er det nyttigt at vide, hvor meget du kan købe for. Det kan din rådgiver i sparekassen hjælpe dig med at regne på.


Hvilket lån skal du vælge?

Når du skal vælge, hvordan du vil finansiere dit køb af sommerhus, er valg af låntype en af de vigtigste beslutninger. Her skal du afklare med dig selv, hvor vigtigt tryghed om din fremtidige rente er for dig. Ikke mindst i en tid med store renteudsving.

Har du det bedst med at vide, hvad du skal betale i rente, så er fast rente nok en overvejelse værd.

Vil du gerne spare lidt på renten her og nu, så kan du vælge et lån med variabel rente, hvor renten er lavere end på de fastforrentede lån. På den måde får du også hurtigere glæde af et potentielt rentefald, hvis renten skulle falde igen. Til gengæld er der omvendt risiko for, at renten kan stige fremover – også til et højere niveau end de op til 5 %, du i øjeblikket skal betale for et fastforrentet lån.

Vælger du et lån med variabel rente, kan du vælge mellem forskellige rentebindingsperioder. Du behøver altså ikke vælge alt eller intet, når det kommer til graden af tryghed om din fremtidige rente. Du kan for eksempel vælge at binde renten i tre eller fem år med et F3- eller F5-lån, eller du kan vælge den kortest mulige rentebinding på seks måneder ved at tage et F-kort-lån.
 

Sådan finansierer du et sommerhus


Du kan låne op til 75 % af sommerhusets værdi i realkredit. Resten skal finansieres af egen opsparing, eventuel friværdi i helårsboligen eller et boliglån i sparekassen.

Der er et utal af måder at sammensætte finansieringen på, og der er ingen ”one size fits all”. Det er derfor vigtigt, at finansieringen bliver sammensat med udgangspunkt i din samlede økonomi, herunder eventuelle øvrige lån og pensionsopsparinger.

Det kan din rådgiver i sparekassen hjælpe dig med at kaste lys over.

Hvad gør andre?

Ifølge Totalkredit er der lidt flere, der vælger fast rente, når de køber sommerhus, i forhold til sidste år. Det er ikke overraskende. Forskellen mellem fast og variabel rente er nemlig faldet på det seneste. Det koster med andre ord ikke meget mere, hvis du gerne vil være sikker på, hvad du betaler i rente i al den tid, du har lånet.

Lån med variabel rente er dog stadig det billigste valg – i hvert fald lige nu. Investorerne på de finansielle markeder forventer, at vi er på rentetoppen eller i hvert fald meget tæt på. Men i det seneste år har markedet ændret sig ofte og hurtigt, så det er på ingen måde sikkert.

Dit lån skal passe ind i din samlede økonomi


Når du vælger lån, er det alfa og omega, at det passer med din husholdnings samlede økonomi. Der er for de flestes vedkommende også et lån i helårsboligen at tage højde for. Er dit lån i helårsboligen med en fast lav rente, kan du tale med din rådgiver om muligheden for at ændre lånet, for eksempel ved en opkonvertering, hvor du måske kan barbere en luns af gælden.

Derfor skal valget af lån i sommerhuset ses som en del af en større plan for din privatøkonomi, både hvad angår rentesikring og i særdeleshed også i forhold til, om det giver mening for dig at afdrage eller have afdragsfrihed på dit sommerhuslån.

Kontakt din rådgiver, hvis du er interesseret i høre mere om dine muligheder – og gerne inden du forelsker dig i drømmesommerhuset.

Denne artikel er en forkortet version af artiklen Gode råd til at købe sommerhus i et uroligt marked , der oprindeligt er bragt på Totalkredit.dk

Book et møde