Sikkerhed på internettet
It-kriminalitet er et stigende problem. En aktuel undersøgelse viser, at op mod hver 10. mail i din mailboks kan være et svindelforsøg. Svindlen kan også ramme dig via SMS og telefonopkald. De it-kriminelle finder hele tiden på nye metoder, som kan være svære at gennemskue.

Beskyt dig mod virus og spyware
Computervirus, spyware og malware er små programmer, som uden brugerens vidende lægger sig på en computer. Formålet med disse programmer kan være at skade din computer, udnytte computeren til at gennemføre ulovlig aktivitet og opsamle personfølsomme oplysninger, kortoplysninger eller at få adgang til dine konti.
Derfor er det meget vigtigt at beskytte din computer mod denne type angreb. Det gør du ved at installere et effektivt antivirusprogram og sørge for at opdatere din computer og dine programmer regelmæssigt.
Læs mere om internet og sikkerhed på borger.dk
Gode råd til digital sikkerhed
Sikker færdsel på internettet
Sådan undgår du svindel på internettet
Sådan vælger du en god adgangskode
Er du blevet kontaktet af "Jesper fra NETS"?
...eller en anden, som udgiver sig for at ringe fra NETS.
Vi har oplevet flere eksempler på, at folk er blevet ringet op af en person, som siger, at de ringer fra NETS.Personen fortæller, at der uretmæssigt er blevet hævet penge fra personens konto og tilbyder at være behjælpelig med at få rettet fejlen. Herefter opfordres man til at udlevere personlige oplysninger som CPR-nr, NemID-oplysninger med mere.
Det hele er forsøg på svindel, og skulle du blive kontaktet af en person, som prøver at få dig til at udlevere disse personlige oplysninger, så læg røret på.

Anders And og netsikkerhed for de mindste
Børneulykkesfonden har lavet et særligt Anders And blad, som lærer de mindste om sikkerhed på internettet.